Andrea stod af forbrugsræset

Andrea Hejlskov følte sig presset til en livsstil, hvor man skal tjene flere penge for at forbruge mere og smide mere ud. Hvor man løber hurtigere og hurtigere og alligevel aldrig har penge nok. Hun flygtede ud i en svensk skov med sin familie og lærte at leve for 4.000 kroner om måneden.

”Desværre lærer vi ikke i skolen, hvordan vi klarer os i naturen. Det er jeg ret sur over. Jeg føler mig svigtet over ikke at kunne klare mig selv, men er afhængig af teknologi og dimser,” siger 40-årige Andrea Hejlskov.

Hun har valgt at bo midt ude i en skov i en selvbygget bjælkehytte uden indlagt el og vand og må se langt efter vaskemaskine eller træk-og-slip-toilet.

Alt, hvad hun har lært om at klare sig i naturen, har hun lært sig selv ligesom resten af familien.

Et spørgsmål om overlevelse

Før de flyttede ud i skoven, havde ingen af dem prøvet at tænde ild i brændeovnen hver anden time for ikke at fryse ihjel, slå hul i isen på søen for at få vand eller bygge et hjem fra bunden med de bare næver i minusgrader.  

Men de lærte det, og de gjorde det sammen som familie. De har vist, at man faktisk kan leve et anderledes liv med større omtanke for naturens ressourcer. 

Alle kan gøre lidt

Så radikalt behøver man ikke lægge sit liv om, men alle kan gøre lidt for at passe bedre på jordens ressourcer, siger hun.

”Folk føler sig magtesløse over for klimaforandringer. Det er et problem, hvis det at ‘gøre noget for naturen’ bliver en hammer af dårlig samvittighed, man kan slå sig selv i hovedet med. Man bliver nødt til at starte med at gøre en lille forskel i sit eget liv."

Forbruget bliver nærværende

At bo i skoven har gjort familien meget bevidste om deres forbrug, fordi det pludselig er så tydeligt. 

”Et helt lavpraktisk eksempel: Under vores vask står en spand til spildevand. Den skal tømmes hver dag. Eftersom vi ser vores spand med spildevand har vi en langt større bevidsthed om de ting, vi hælder i vores vask. Der er mange ting, vi ikke ser i det moderne samfund – for eksempel hvordan de dyr, vi spiser, har levet. Dén distance tror jeg er et problem.”

En presset familie foran hver deres skærm

Familien var en helt almindelig moderne familie med to voksne og tre børn. De boede i København, hun underviste i psykologi på Københavns Universitet, mens kæresten Jeppe var musiker i bandet Udskud og papfar til hendes tre ældste børn.

De havde travlt med hver deres liv, og når de mødtes derhjemme, sad børnene for det meste foran deres skærme, mens de voksne lavede mad eller arbejdede videre. På overfladen var alt godt, men en stigende frustration voksede frem.

“Vi var en presset familie. Hverdagen var hektisk og afspejlede ikke de værdier, jeg i virkeligheden havde. Jeg havde hele tiden en følelse af, at lige meget hvor mange penge jeg tjente, havde vi aldrig penge nok. Lige meget hvor hurtigt jeg løb, var der aldrig tid nok.“
 
Danmarks dyrkede natur

De besluttede at flytte til Limfjordsøen Mors, hvor både hun og kæresten er vokset op. Drømmen var at komme tættere på naturen og hinanden. Men parret følte ikke, at de levede mere miljø- eller klimarigtigt i deres nye liv på Mors, hvor stort set al natur er henlagt til svineproduktion.

Da kæresten fik en alvorlig depression, blev det tydeligt, at de måtte tage kontrollen tilbage over deres eget liv. De ville endnu tættere på naturen, blev de enige om, og solgte huset på Mors, børnene blev meldt ud af skolen, og deres ting og møbler røg på lossepladsen eller blev givet væk.

Nu skulle de bo i en lille-bitte træhytte på 16 kvadratmeter midt en svensk skov, hvor isen kunne skrabes af vinduerne om morgenen – indenfor.

Velkommen til den barske natur

Ingen af dem havde forberedt sig på, hvad det kræver at leve så primitivt. 

Planen var, at kæresten skulle nå at bygge en større træhytte før vinterens komme. Imens blev Andrea forsørgeren, der skulle lave mad til seks mennesker over bål, vaske tøj i iskoldt vand hentet fra søen og sørge for, at forrådskamrene var fyldt op, så familien ikke sultede.

For mindre end 4.000 kroner om måneden, for ingen af dem havde fast job længere.

Håbet var så vidt muligt at blive selvforsynende, men jorden viste sig at være for hård til at dyrke noget. Solen nåede sjældent deres hytte, som et stort bjerg skyggede for. De spiste granskud fulde af c-vitamin og drak birkesaft i store mængder, fordi det er gratis og fyldt med vigtige mineraler.

Internetsignal var noget, man kunne fange fra en særlig klippe, hvis man var heldig. 

”Det var meget mere barsk, end vi havde forudset, og jeg er stadig forbløffet over vores råstyrke – at vi klarede det. Ikke mindst børnene. Ingen af os ville gøre det igen, men vi er alle sammen enige om, at dén vinter var nødvendig for os.”

Må lave flere kompromisser

Familien bor i dag i en større hytte på 50 kvadratmeter, og de har fundet en balance, så de kan leve miljøvenligt og alligevel overleve. De har for eksempel fået en el-generator, som de bruger om vinteren, når det er overskyet, og deres solpanel ikke producerer strøm nok.

”Vi startede med at være enormt romantiske omkring naturen: Hytten skulle bygges udelukkende af naturmaterialer og ting, vi kunne finde i skoven. Med årene er vi blevet meget mere pragmatikere. Tingene skal også fungere. Det er for eksempel kommet bag på mig, hvor hårdt det er at leve uden lys. Vi køber også mere mad, end jeg egentlig har lyst til. Oprindeligt drømte vi om at blive hundrede procent selvforsynende, indtil omfanget af selvforsyningen gik op for os: Vi kan for eksempel ikke dyrke kaffe eller chokoladebuske, så det burde vi leve uden – men det gør vi ikke.” / Tekst: Marie Brynskov. Privatfotos

Blå bog

Navn: Andrea Hejlskov
Alder: 40 år
Familie: Mor til tvillinger på 20 år og to drenge på 15 og fem år. 
Uddannelse: BA i psykologi
Arbejde: Forfatter, blogger og foredragsholder om livet og det personlige ansvar, bl.a. om klima og miljø.
Bopæl: I Värmland i Sverige med sin kæreste og søn på 5 år.

”Det er et problem, hvis det at ‘gøre noget for naturen’ bliver en hammer af dårlig samvittighed, man kan slå sig selv i hovedet med."

Livet i skoven