Blå bog

Navn: Jørgen Stengel

Alder: 56 år

Bopæl: Hus lidt uden for Næstved med sin kone. Har tre voksne børn.

Uddannelse: Anlægsgartner

Arbejde: Produktionsleder i Stengel Enterprise Aps

”Konkurs er stadig tabu og ikke noget, man taler om. Men de unge skal vide, hvad de går ind til og lære at tage deres for- holdsregler."

Byggeri i krise

Bygge- og anlægsbranchen blev hårdt ramt under finanskrisen.

Cirka 700 byggevirk- somheder gik konkurs hvert år under finanskrisen sammen- lignet med 300-400 konkurser om året i de ‘gode’ år før krisen.

Læs mere om EU's 2020-mål for beskæftigelse

Case: Jørgen er gået konkurs med sin virksomhed

'Konkurs er ikke noget, man taler om'

Når store, kendte byggefirmaer går konkurs, ryger de mindre underleverandører ofte med i faldet. I Næstved gik virksomheden med anlægsgartner Jørgen Stengels navn konkurs for anden gang, da entreprenørvirksomheden Pihl & Søn kastede håndklædet i ringen under finanskrisen.


I et industrikvarter i Næstved sidder Jørgen Stengel i nogle kontorlokaler med alt for meget plads. Mange virksomheder i bygge- og anlægsbranchen gik konkurs under finanskrisen, men få har lyst til at tale om det.

Den 56-årige anlægsgartner har besluttet at fortælle sin version af historien om, hvad der skete: Hvordan det er at fyre medarbejdere, skylde penge væk og om omverdenens mistro.

”Konkurs er stadig tabu og ikke noget, man taler om. Men de unge skal vide, hvad de går ind til og lære at tage deres forholdsregler. Uden at man skræmmer dem væk, for der er jo brug for dem", siger Jørgen Stengel.

Gazelleprisen to gange

I flagstangen blafrer navnet Stengel Anlæg A/S, for hverken flag eller hjemmeside har nået at skifte navn til det nuværende navn Stengel Enterprise ApS siden den sidste konkurs i februar 2015. 

Lyset brænder kun i underetagen i det store træhus, der huser administrationen, og førstesalen virker forladt. Det store mødebord med grønne stole står der stadig, men radiatorerne er kolde, og skrivebordene er ryddede. Men en lille bronzestatue af en gazelle i spring på et skrivebord vidner om, at sådan har det ikke altid været.

Gazelleprisen gives til hurtigt voksende virksomheder, der fordobler deres egen omsætning på fire år, og Jørgen Stengel viser stolt to gazelle-diplomer frem på væggen. På en anden væg hænger et indrammet foto af glade medarbejdere stillet op foran træbygningen.

Tre fyre i gule veste sidder grinende i gravkoens grab og ser ud som om, de er ved at blive spist.

”Ja, øv,” siger Jørgen Stengel med en blanding af stolthed, ærgrelse og nostalgi i stemmen, som afslører, at ambitionerne stadig er der, men har fået nogle knock outs undervejs.

Lukrativ branche

Han er ellers i en branche, hvor det siden 1980’erne kun er gået én vej: Op. Anlægsgartnerne er dem, man ringer til, når for eksempel en baggård skal renoveres, asfalten skrælles af og give lys og plads til blomster, grill og legepladser til børnefamilierne.

Den slags byfornyelse har givet fast arbejde de seneste 20-30 år. Da det gik bedst i 2008 og 2009, havde virksomheden cirka 50 ansatte, en stor administration, og det strømmede ind med opgaver. 

”Vi tjente rigtig gode penge, enhver betalte sit, og vi overholdt vores aftaler. Det var en god tid.”

Men da den største kunde, Pihl & Søn, en af Danmarks ældste entreprenør- virksomheder, gik konkurs, røg anlægsgartneren med og stod tilbage med en ubetalt regning på flere millioner kroner for udført arbejde.

Det var næsten umuligt at komme ovenpå igen, fordi omverdenen vidste, at virksomheden var i problemer, og derfor lukkede ned for kreditten. Så på trods af flere redningsforsøg måtte firmaet lukke ned. Konkursen var en realitet. For anden gang.

Første konkurs i 90’erne

Første gang var i starten af 90’erne, da en større entreprenørvirksomhed gik konkurs. Gælden var på en fjerdedel af omsætningen på 15 millioner, og da det ikke var muligt at komme på fode igen, blev Jørgen Stengel rådet til at lave et nyt driftsselskab, hvor medarbejderne fulgte med. 

De ansatte gik fri, men der var leverandører, der ikke fik deres penge. Det har skabt forundring, blandt andet i lokalpressen, at Jørgen Stengel kunne drive virksomheden videre i et nyt selskab, når han stadig skyldte penge.

”Det kan jeg godt forstå, og jeg havde det ad h... til med det. Det har man jo, hvis man er et retskaffent menneske, og man ikke kan overholde en aftale og betale enhver sit,” siger Jørgen Stengel i dag. 

To konkurser mere

Siden har han lagt to konkurser oveni, ikke længere som direktør og kun delvis ejer, men han lægger stadig navn til firmaet og er stadig firmaets ansigt udadtil.

En ny investor kom i 2013 ind fra sidelinjen og havde skyhøje ambitioner på firmaets vegne: Det skulle være landsdækkende, målet var flere hundrede ansatte og en årlig omsætning på omkring 200 millioner kroner. Der blev åbnet en afdeling på Fyn, og Jylland var næste stop. 

Så trak investoren sig, og de 70 ansatte måtte se sig om efter andet arbejde. Virksomheden med Stengel-navnet måtte igen erklære sig konkurs og endnu en gang opfinde en ny version af sig selv.

Total åbenhed om fortid

Han forstår godt, hvorfor det udefra kan se mærkeligt ud, at man går konkurs så mange gange uden tilsyneladende at lære af sine fejl. Og selv om mange små og mellemstore virksomheder gik konkurs under finanskrisen, er det stadig tabu at være ‘en af dem’, oplever Jørgen Stengel. Der er større overbærenhed med de helt store virksomheder end de mindre virksomheder, hvor alle i lokalmiljøet kender hinanden.

”Folk kan bedre forholde sig til, når de store går konkurs – fxor eksempel Pihl & Søn med en milliardomsætning. ’Nå ja, sådan er det jo,’ tænker folk, fordi der ikke er nogen ’Jørgen’, man kan holde ansvarlig. I personligt drevet virksomheder som vores er der et sted at vende vreden hen.”

Har et socialt ansvar

Konkurserne har været hårde at komme igennem på det personlige plan.

”Her sidste gang holdt jeg op med at læse, hvad der blev skrevet om mig i lokalpressen. Hvis man hele tiden får en spand lort i hovedet, kan det være svært at se ud af øjnene og få hverdagen til at fungere. Og det skal den jo. Jeg var rimelig rystet og presset over, at vi nu skulle igennem det hele igen,” siger han og understreger, at det ikke kun handler om ham, men også det sociale ansvar over for de ansatte. 

”Folk regner jo med, at de også kan betale deres hus, bil og udgifter til børn næste måned, så man kvier sig, når man skal afskedige folk. De fleste af vores ansatte har været forstående og utroligt loyale, men der er da nogle, der stadig ringer og spørger, om jeg har arbejde til dem. Men det har jeg ikke endnu, desværre.” / Tekst: Marie Brynskov. Foto: Adam Grønne