Blå bog

Navn: Julie Lykke Jensen

Alder: 29 år

Bopæl: København NV

Uddannelse: Cand.mag. i kunsthistorie

Beskæftigelse: Arbejdsløs

"Jeg har været lykkelig over at gå på min uddannelse, men den situ- ation, jeg står i efterfølgende, er så frygtelig, at det ikke opvejer det."

Vidste du, at …

6,2 % af danskerne stod uden arbejde i september 2015?

Læs mere om EU's 2020-mål for beskæftigelse

Case: Julie er arbejdsløs

Lykken er at få lov til at bidrage

Cand.mag. Julie Lykke Jensen (29) har søgt hundredvis af jobs uden held. De virksomheder, der skulle have ansat hende, tager efter finanskrisen ingen chancer med en ’skæv’ akademiker, der er svær at sætte i bås.

Julie Lykke Jensen har været på jagt efter et arbejde, siden hun blev færdiguddannet cand.mag. i kunsthistorie fra Århus Universitet i 2014. Hun har sendt hundredvis af jobansøgninger. Til gengæld kan antallet af jobsamtaler hurtigt gøres op til én.

Interessen for kunst og en dyb fascination af, hvordan medicinske teknologier former vores syn på menneskekroppen, måtte da være en så sjælden kombination, at den kunne bruges i medicoindustrien i forhold til udvikling og markedsføring af nye produkter, håbede hun.

”De har da brug for sådan en som mig, der kan komme med nogle anderledes, innovative ideer og indspark."

Finanskrisen ændrede planerne

Men mens Julie Lykke Jensen var opslugt af sine studier, bragede finanskrisen ind over Danmark og slog bunden ud af arbejdsmarkedet. Og når retten til dagpenge udløber, er det ikke længere ’bare’ et spørgsmål om job, men en reel redningsaktion for eksistensgrundlaget.

"Jeg er presset på tid og tæller uger og dage til, hvornår dagpengene løber ud. Jeg kan slet ikke understrege nok, hvor forfærdeligt det er ikke at vide, hvordan man får penge til husleje og de faste udgifter. Det er blevet en helt anden situation nu – det handler kun om at skrabe nok penge sammen til, at jeg kan beholde lejligheden."

God vilje, men rådvildhed

Dagene ser nogenlunde ens ud for Julie. Hver morgen cykler hun til Akademikerne Hus og folder den bærbare pc ud. Hun skriver jobansøgninger, skriver klummer, udfører frivilligt arbejde og holder linjen varm til de karrierevejledere, der fra Jobcenter, A-kasse og såkaldt ’anden aktør’ skal være hendes ledetråd til de ledige stillinger. Stillinger, som Julie Lykke Jensen efterhånden tvivler på findes.

”Det er bestemt ikke fordi, at menneskerne i beskæftigelsessystemet ikke har lyst til at hjælpe – de er bare rådvilde, fordi arbejdsløsheden for nyuddannede er stagneret. Så sender de dig på kurser og workshops, men jobbene er der måske bare ikke,” siger hun.  

Fra Julie var helt lille skolepige og luftede frisørens hund eller passede sømændenes børn, når de var på havet, har hun vidst, at hun ville uddanne sig.

”Jeg har altid syntes, det var sjovt at gå i skole, og da jeg kom på gymnasiet, opdagede jeg, at man ikke bare uddanner sig for sig selv, men at det kan bruges til noget. Underviserne sagde ’Der er en grund til, at vi gør det her’, og der blev sat system i tingene.”

Pludselig var der ikke et klart mål

Det stod fra starten klart, at hun ville læse videre på universitetet, og de seks studieår i Århus resulterede i et speciale om, hvor stor magt MR-scanninger har på vores syn på kroppens indre. Et helt skarpt billede af drømmejobbet så hun ikke for sig, men hun øjnede muligheder i medicinalindustrien og ville ikke arbejde på museum.

”Derfor gjorde jeg en dyd ud af at interessere mig for de billeder, andre ikke ville se på. Det var medicinske og videnskabelige billeder fra modeller og lagkagediagrammer til anatomiske voksfigurer og scanninger.”

Ventede på at noget skulle ske

Og så blev der stille. For hvad gør man, når universitetet ikke længere er ens andet hjem og vejviser? Julie blev ved med at gå op på universitetet med sin pc, selv om hun ikke havde noget at lave. Hun kunne ikke give slip.

“Jeg gik ned på A-kassen og udfyldte en blanket til dagpenge, for jeg fik jo ikke SU mere. Og så ventede jeg bare i et mærkeligt tomrum. Hele mit liv har jeg været i uddannelsessystemet, hvor der var et klart mål. Så pludselig stod jeg der og anede ikke, hvad jeg skulle gøre,” siger Julie Lykke Jensen.

Nul ufaglærte jobs til akademikere

Tre måneder efter kandidatfesten flyttede hun til København og satte alle sejl til for at slå dørene ind hos medicinalvirksomheder, holde kaffemøder og ’nurse’ og udvide sit netværk – helt efter bogen. Hun har hele tiden været i gang og har blandt andet undervist på Kunstakademiet, men det har ikke været nok til at komme væk fra dagpengene.

Hun tror stadig, det kan lykkes at finde et job inden for sit fag, men søger nu også ufaglært arbejde i alle brancher.

”Det lyder måske mærkeligt, men det er svært at finde ufaglærte jobs. Vi hører hele tiden, at der er jobs nok, hvis man er villig til at tage dem. Det er jeg. Men hvor er de? Er det rengøring, postbud, hotel? Netto ansætter jo ikke en arbejdsløs kunsthistoriker, som de ved formentlig ikke bliver i jobbet ret længe. De vil selvfølgelig gerne have ansatte med fremtid i.”

Ville gå efter jobsikkerhed

Hvis Julie havde vidst, hvor svært det ville blive at finde et job, havde hun valgt et studie med større jobsikkerhed. 

”Jeg har været lykkelig over at gå på min uddannelse, men den situation, jeg står i efterfølgende, er så frygtelig, at det ikke opvejer det. Hvis jeg havde kunnet kombinere mine humanistiske og kunstneriske interesser på en mere erhvervsrettet måde, ville jeg have gjort det.”

En ting er presset på pengepungen og stressen over aldrig rigtig at holde fri. Lige så slem er omverdenens fordømmelse. Det er stadig tabu at være arbejdsløs, og tonen kan være hård, selv om mange i løbet af et liv prøver det selv.

“Mange synes jo med rette, at når man har fået betalt en dyr uddannelse af staten, så er man forpligtet til at bidrage til fællesskabet. Det er jeg helt enig i. Og hvor vil jeg dog gerne bidrage, hvis jeg får lov.”  
/ Tekst: Marie Brynskov. Foto: Pelle Rink