Blå bog

Navn: Ravn

Alder: 26 år

Bopæl: Hos kæresten på Nørrebro i København  

Beskæftigelse: Talsperson for unge-crewet i de hjemløses landsorganisation, 
SAND, Region Sjælland. 

”Jeg ved ikke, om der var nogen, der prøvede at hjælpe vores familie... Vi kom ikke rigtig i skole og fik ikke mad- pakker og den slags."

Flere unge hjemløse

 

I 2015 var der 6.138 hjemløse i Danmark. Det er en stigning på 23 procent siden 2009.

 

Det er særligt de unge mellem 25 og 29 år, de ældre over 50 år og psykisk syge, der tegner sig for stigningen.

 

Halvdelen af alle hjemløse hører til i hovedstadsområdet.

Kilde: SFI’s hjemløserapport (2015)

Case: Ravn er hjemløs

'Jeg havde intet at miste'

Bag enhver hjemløs gemmer sig en personlig historie. Ravn har været on and off hjemløs, siden hun var 17. Hendes fortumlede historie har budt på misbrug, psykisk vold, selvskade og selvmordsforsøg. Her fortæller hun den, som hun husker den.

Ravn voksede op i Vejle, hvor hun boede med sine forældre, til de blev skilt, da hun var to år. Hendes biologiske far var stofmisbruger og er død i dag. Moren, der kommer fra Sydafrika, har personlighedsforstyrrelsen borderline, der blandt andet indebærer, at man konstant lever på grænsen mellem liv eller død, er følelsesmæssigt ustabil og selvdestruktiv.

”Min mor har ikke altid evnet at passe på os, men jeg respekterer og elsker hende overalt på jorden. På trods af alt, hun har været igennem, har hun givet udtryk for, at hun elskede os – hver dag. Det har gjort mig til et menneske, der kan elske, holde af og være med til at hjælpe andre.”

Stedfar skjulte heroinmisbrug

Ravn, som hun kalder sig, sig, har en næsten jævnaldrende storesøster og en halvlillebror på 20. Søsteren har hun ikke længere kontakt med, men hun ses med broren, der pt. er indlagt på retspsykiatrisk afdeling.

Moren blev hurtigt gift igen med den mand, Ravn i dag kalder sin far – lillebrorens biologiske far.

De havde et tæt forhold, og da forældrene blev skilt, holdt faren stædigt fast i kontakten med alle tre børn indtil sin død for nylig. Før det skete, nåede Ravn som 17-årig at opdage, at han havde været heroinmisbruger og skjult det næsten hele hendes barndom.

”Jeg troede bare, han var fuld eller skæv. Det var meget normalt, at folk drak sig pissestive, da vi var børn. Der blev inviteret mange misbrugere og alkoholikere hjem til os. Det var jo lidt dysfunktionelt i forhold til et almindeligt familieliv.”

Fra krisecenter til krisecenter

Efter skilsmissen fra brorens far begyndte moren at flytte meget. Hun flyttede rundt fra krisecenter til krisecenter med børnene, der hver gang måtte skifte skole.

”Hun var begyndt at se nogle mænd, der var voldelige og ubehagelige. De drak, tog hårde stoffer og var voldsomme. Der var meget råben i min barndom, og jeg lærte hurtigt, at for at få kontrol over en situation måtte jeg bare råbe højere. Det var stressfuldt.”

Ravn var nu blevet 11-12 år og var en indelukket pige uden venner. Lillebroren, som hun elskede højt, var blevet sendt et år til familien i Sydafrika på genopdragelse, seks år gammel. Familien var Jehovas Vidner og dybt religiøse.

”Min mor sendte ham frivilligt ned til den familie, der har mishandlet hende som barn. Jeg sagde: ’Det gør du bare ikke, han får tæsk af dem’. Men hun svarede: ’Jeg har ikke noget valg, han er uregerlig, han banker sit hoved ind i døre, vægge og borde og råber og skriger’.

Da lillebroren kom hjem, talte han kun engelsk og havde mareridt om krager, der stak øjnene ud på søsteren, som han tryglede om at bede til gud. Ellers ville hun dø.

”Jeg var rasende på min mor, og hun var rasende på sig selv. Jeg har tilgivet hende i dag, men hun har ikke tilgivet sig selv. ”

Måtte blive i kælderen

I puberteten blev Ravn vred. Ikke på nogen bestemt, bare rasende og bitter. Familien var flyttet til Skovby ved Galten i Østjylland, og hun følte sig som en freak i den lille landsby med 3.000 indbyggere.

”Da jeg var 13, giftede min mor sig med min kemilærer. Det var hårdt, for alle på skolen hadede ham, så jeg blev mobbet meget. Så begyndte jeg at drikke. Jeg stjal vin fra min stedfars barskab, løb ud i skoven og drak mig pissefuld. Jeg forsøgte at drukne mig selv to gange og skar i mig selv.”

Stedfaren havde selv mistet en søn og forgudede lillebroren, der tit fik gaver. Han hadede til gengæld storesøsteren og var altid oppe og slås med Ravn. På et tidspunkt indrettede han to værelser og et køkken i kælderen til søstrene.

”Når min stedfar kom hjem om eftermiddagen, hvor vi sad og hyggede med vores mor, sagde han ’ned i kælderen’. Det føltes som at komme i fængsel. Min lillebror måtte gerne blive ovenpå. Til sidst følte jeg mig så isoleret og kommanderet med, at jeg gik amok på ham. Han fik mig overmandet, for jeg var jo lille og spinkel, og fik mig ind på børnepsykiatrisk afdeling på Risskov i Århus.”

Huller i hukommelsen

Ravn har bedt om aktindsigt i sin historie i flere forskellige kommuner, for der er mange sorte huller i hendes hukommelse.  

”I journalen står der, at jeg troede, jeg skulle dø, og en stemme i mig sagde, at jeg skulle slå, når jeg blev bange. Jeg blev sendt hjem igen, og min mor skulle sørge for, at jeg fik psykologhjælp. Hvordan skulle hun det? Hun var jo lige så udsat som mig. Så jeg blev mere og mere miserabel. Det var de værste år i mit liv.”

Stedfaren var der stadig. Det var mest psykisk vold, men også fysisk vold, når de kom op at slås, og han for eksempel lagde hende i benlås. Der var også sket det, at Ravn var blevet forelsket i en pige og skrev i sin dagbog om de svære følelser som anderledes pige i en jysk flække.

Fik kun lidt hjælp

En dag, hun kom hjem fra skole, havde forældrene gennemrodet hendes værelse og fundet dagbogen. Alle skufferne lå tømt ud på gulvet, og hun troede, der havde været indbrud. Så hun gik amok. Igen.

”Jeg ved ikke, om der var nogen, der prøvede at hjælpe vores familie. På et tidspunkt drak min mor rigtig meget rødvin og havde en depression. Vi kom ikke rigtig i skole og fik ikke madpakker og den slags. Så i en kort periode kom nogle kvinder og hjalp os med at komme i skole. Men det hele er så sløret. Enten har jeg fortrængt det, eller også er der bare så meget at huske.”

Blev sendt i plejefamilie

Ravn kom i plejefamilie, men kan ikke huske hvor eller hvor længe.

”Det var vist sommer – og måske efterår. Måske var det kun en sommerferie? Jeg har ingen anelse.”

Det er derfor, hun nu er i gang med at indsamle sagsakterne fra alle de kommuner, hun har boet i.

”Det bliver hård læsning, men det er jeg nødt til. Hvordan skal jeg ellers vide, hvad der er sket?”

Efterskolen gav hende selvværd

Som 15-årig tog hun på efterskole på Samsø – den bedste beslutning i hendes liv.

”Det var fantastisk. Hele mit liv ændrede sig, og jeg fik en lille smule selvværd. Alt var nedbrudt, jeg havde ingenting at tabe. Alt var allerede tabt. Jeg fik for første gang venner, der holdt af mig, som jeg var.”

Bagefter flyttede Ravn til Århus, hvor hun boede med sin søster, hvorefter hun boede rundt omkring, til hun var 24 år og blev gift. Parrets hjem var et nedlagt cykelskur. Der var koldt og fugtigt, de havde ingen penge og var sultne. Til sidst blev de nødt til at flytte ud til svigermoren, der var alkoholiker.

Undgår herbergene

Nogenlunde samtidig døde Ravns far, og hun selv og broren gik helt ned med flaget. Broren er indlagt på restpsykiatrisk afdeling for tiden. Ravn flyttede til København, men havde intet sted at bo og var fanget i et bureaukratisk tovtrækkeri mellem Aarhus og Københavns kommuner.

”Som ung hjemløs er man ofte sofa-surfer i stedet for at sove på herberg, for der er uhyggeligt. Dem, der kommer, drikker, tager stoffer og kommer op at slås. Jeg har sovet hos bekendte, men man opdager hurtigt, at det slider på ens netværk.”

Hjælper andre i samme situation

Der er mere ro på hendes liv nu, end der nogensinde har været. Hun er startet hos AA (Anonyme Alkoholikere, red.), har ikke drukket i to måneder denne gang og er fast besluttet på aldrig at gøre det mere. 

Nætterne tilbringer hun hos sin kæreste og har måske udsigt til en ungdomsbolig. Hun er blevet aktivist og arbejder for SAND (Landsforeningen for hjemløse). Her hjælper hun andre udsatte unge med at forsvare retten til en bolig, så de ikke kommer i klemme som hende selv.

”Der er mange andre unge, der står i samme situation, og der bliver flere i fremtiden. Det er fandeme ikke i orden. Jeg ønsker det ikke for nogen, det er for stressende og hårdt, når man i forvejen er udsat.”

Føler sig hørt 

”I SAND er jeg blevet mødt med støtte og forståelse. SAND troede på mig, da jeg ikke troede på mig selv. Det er blevet livsændrende for mig. ”

Og for en gangs skyld føler hun sig ikke anderledes.

”Vi kan tale om tingene, uden at nogen gisper. Vi diskuterer løsninger, vi har ikke brug for medlidenhed. Hjemløse bliver hurtigt genstand for andre menneskers godhed i medierne, men det løser ikke en skid. For hvad er det egentlig at være hjemløs? Det her er min historie. Jeg er mig, og jeg har min egen stemme.” / Tekst Marie Brynskov. Foto Pelle Rink.

Ravns rigtige navn er kendt af redaktionen