Lærervejledning

EU2020.dk er et undervisnings-website til gymnasiet, særligt samfundsfag. Sitet gør rede for EU's 2020-plan og omhandler de fem indsatsområder, som planen særligt retter sig mod. Til hvert indsatsområde er udarbejdet nogle opgaver/debatspørgsmål, som ligger under hvert faneblad og desuden kan downloades her fra siden. I boksen til højre findes en quiz, så eleverne kan teste deres viden om EU's 2020-plan. Alle dokumenter kan downloades fra boksen nederst til højre. 

Om eu2020.dk

eu2020.dk er et undervisningssite målrettet gymnasiet, særligt samfundsfagsundervisningen. Sitet beskriver baggrunden for, hvorfor EU har skabt 2020-planen, og hvilke indsatsområder planen særligt retter sig imod: Beskæftigelse, klima & energi, fattigdom & social isolation, forskning & innovation samt uddannelse.

Sitet gør rede for, hvilke mål EU har sat sig inden for de enkelte indsatsområder, både på EU-plan og for Danmarks vedkommende, og hvordan det går med at nå målene. 

Sitet beskriver også, hvilke hensigtserklæringer Danmark selv har sat for at leve op til EU’s 2020-plan, og hvordan det går med at nå dem. 

De fem indsatsområder har hver sit faneblad. Her findes baggrundsmateriale for det aktuelle område samt analyser og interviews med eksperter, der giver deres bud på, hvordan det går med at nå målene. De fem indsatsområder bliver også illustreret via en række interviews med nogle af de mennesker, som EU’s 2020-plan retter sig mod at hjælpe.

Overblik: De 5 indsatsområder

BESKÆFTIGELSE
Over ti millioner europæere mistede deres job under finanskrisen. Samlet set steg arbejdsløsheden i EU fra 7,1 procent i 2008 til 11 procent i 2013, hvor ledigheden toppede. Det går kun langsomt fremad med at få flere i arbejde, så EU’s mål om, at 75 procent af alle 20 til 64-årige europæere skal være i arbejde i 2020, ser ikke ud til at kunne nås. I Danmark er målet, at 80 procent skal være i arbejde i 2020, men i 2015 havde kun 76,5 procent af borgerne et job.  

KLIMA & ENERGI
Et af målene er, at den samlede udledning af drivhusgasser skal falde med 20 pct. i forhold til 1990. Allerede i 2014 var udledningen ifølge foreløbige tal fra EU’s miljøagentur samlet set faldet med 23 procent.
Et andet mål er, at 20 procent af energien skal komme fra vedvarende energi – for eksempel sol, vand og vind. I 2013 var tallet oppe på 15 procent, så målet virker realistisk. Endelig er det et mål, at energien skal bruges 20 procent mere effektivt.t.

FATTIGDOM & SOCIAL ISOLATION
119 millioner europæere lever i fattigdom eller er socialt isolerede. Det svarer til cirka en fjerdedel af EU's befolkning. Målet er, at mindst 20 millioner færre europæere skal være – eller risikere at blive – fattige eller socialt isoleret i 2020. De nyeste tal (2015) fra EU-Kommissionen viser, at det langsomt begynder at gå i den rigtige retning, hvad angår antallet af socialt udsatte i EU. Antallet af personer, der risikerer at ende i fattigdom og social isolation, voksede fra 2009 til 2014 fra 114 til 122 millioner. Men i 2015 var tallet faldet til 119 millioner borgere. 
I Danmark er målet, at 22.000 færre skal være i fare for at blive fattige eller socialt isoleret. 

FORSKNING & INNOVATION
Forskning og innovation i for eksempel grønne teknologier er nøglen til vækst og arbejdspladser, mener EU. Derfor er det et mål, at 3 procent af EU's samlede BNP skal investeres i forskning og innovation. En procent skal komme fra offentlige midler og to procent fra private kilder. Det samme mål gælder for Danmark. Danmark er det land i EU, der investerer mest efter Sverige og Finland, der begge har mere ambitiøse mål på 4 procent. Lars Løkke Rasmussens V-regering afsatte på finansloven for 2016 i alt 15,4 milliarder kr. til forskning og udvikling. Det er et fald på 7,8 procent i forhold til året før. På finansloven for 2017 er der afsat 15,5 milliarder kroner. 

UDDANNELSE
Flere unge skal have papir på en ungdomsuddannelse, idet alt for mange falder fra i dag. Derfor har EU sat sig som mål, at højst 10 procent af unge mellem 18 og 24 år forlader deres ungdoms- eller videregående uddannelse i utide. I 2015 forlod 11,1 procent af de europæiske unge mellem 18 og 24 år skolen for tidligt, så det går den rigtige vej mod de 10 procent. En lang række lande er endda længere end 2020-målene, heriblandt Danmark.
Et andet mål er, at mindst 40 procent af de 30 til 34-årige skal gennemføre en videregående uddannelse. Her har EU næsten nået målet, idet andelen var nået op på 38,7 procent i 2015.

Sådan bruges sitet

Sitet er bygget op med artikler og fakta- bokse om selve 2020-planen samt hvert af de fem indsatsområder.

Under hvert indsatsområde er tilknyttet nogle forslag til debatspørgsmål og elevopgaver, så ele- verne hjælpes til for eksempel at indsamle egen empiri og træne deres evne til at debat- tere og argumentere.

Der er også links til steder, hvor eleverne kan samle egen empiri, under hvert indsatsområde.

I boksen herunder findes desuden en quiz, så eleverne kan teste deres viden om EU’s 2020-plan.

QUIZ

Har du styr på, hvad EU's 2020-plan går ud på? Og hvilke indsatsområder den retter sig imod? Test din og elevernes viden om EU's 2020-plan.

Se quiz'en her

Se svarene her